Arkivar Niels Mortensen, Skive, afholdte tirsdag den 2. marts et foredrag i Lem Kulturhus med titlen „Tre markante personer fra Vestsalling“.
Den første person han fortalte om, var Lærer Primdahl fra Ramsing- en travl mand der i slutningen af 1800-tallet udover at være lærer også var landmand og formand for brugsforeningen. I 1885 blev han også formand for Andelsmejeriet i Ramsing. På Skiveegnen var det i Vestsalling andelsbevægelsen startede. Det mener Niels Mortensen, at der var en grund til, fordi man ude på landet hurtigt lærte at organisere sig og klare sig selv. Her var ingen kommunekontorer og sognerådet mødtes i private hjem.
Lærer Primdahl blev pensioneret som lærer i 1912, men det betød ikke at han stoppede med at arbejde.
I 1920 flyttede han som 80-årig til Skive, hvor han startede garantselskabet Skive Venstreblad. Han var aktiv som skribent til hans død.
Den anden person Niels Mortensen fortalte om, var „den fattige syerske fra Rødding“, Johanne Buchardt. En kvinde der i 1941, som 33-årig, debuterede med romanen „Født til gråd“.
På syv år udgav hun 6 romaner, der alle blev oversat til norsk og svensk.
„Født til gråd“ blev også oversat til hollandsk. Hendes bøger blev udgivet på et stort københavnsk forlag, hvilket var meget unormalt dengang for en ung kvinde fra vestjylland.
Johanne Buchardt var meget præget af sin opvækst, hendes mor havde seks børn med tre forskellige mænd og tre af dem incl. Johanne kom i pleje hos forskellige familier. Johanne kom til Vejby hos familien Godsk og flyttede senere til Rødding med sin plejesøster Mariane Godsk.
Niels Mortensen fortalte at hun på grund af den store succes, på fire år forvandlede sig fra fattig syerske til verdensdame. Hun flyttede sammen med sin plejesøster til Skive og blev en meget velhavende skibonit. Om det var den store succes eller det hårde arbejdspres af at udgive 6 romaner på syv år samt noveller og artikler til aviser, ved Niels Mortensen ikke, men i 1948 begik Johanne Buchardt selvmord kun 45 år gammel.
På Skive kirkegård står en mindesten for Johanne, som er bevaringsværdig. Det bemærkelsesværdige ved denne sten er, at der står „1903-1948“, hvilket ikke helt kan passe med at hun så var 33 år i 1941. Johanne Buchardt havde overfor pressen løjet sig yngre. Hendes bøger kan i dag lånes på Skive bibliotek, og Niels Mortensen mener bestemt at de er værd at læse.
Den sidste person Niels Mortensen fortalte om, var hans oldefar Ole Mortensen, der var lærer i Ejstrup. Han var en meget flittig lokalhistoriker, der skrev mange artikler til Skive Folkeblad bl.a. om skolegymnastikken, som han var ivrig fortaler for og om dens samfundsmæssige betydning for gymnastikken. Han var meget interesseret i lokalpolitik og var radikal, hvilket han blev drillet med, fordi de fleste i Vestsalling dengang var ven-stremænd.
jbm
Fotograf: Jane B Mikkelsen
Se også:
» Lokalområde: Lem/Vejby