Forfatterskole på Vinderup Realskole

Vinderup Realskoles „husforfatter“ gennem de sidste seks år - Jesper Wung-Sung, har været på skolen tirsdag d. 2/3 og onsdag d. 3/3 hvor han har givet eleverne i 10. klasse et skriveoplæg.
Inden han kom, havde han mailet de fire første kapitler fra en ny bog han var ved at skrive om kloning og genteknologi, samt tanker og overvejelser, og artikler han bruger, når han går igang med en ny roman.
De kunne vælge mellem at fortsætte med kapitel fem eller skrive en novelle, der handler om kloning og genteknologi på forskellige måder.
Eleverne har gået til den med krum hals, de har fået vejledning og respons undervejs i forløbet. Han har kunnet se de gode ting, de har skrevet om, og givet konstruktiv råd og vejledning. De har næsten følt det som at være til eksamen, når han skulle læse deres tekster - han er jo en „rigtig“ forfatter, så han ved hvad han snakker om!
Onsdag kl. 11 var der deadline, så de havde virkelig travlt for at blive færdige.
kl. 12 lavede skolen en lille reception med mad og drikke, hvor de tre bedste blev læst op af de unge forfattere.

Uddrag af Marie Bedsted og Maria Strellows novelle:

Den ægte vare
En kopi? En kopi af hvad. Raseriet begyndte at boble inden i mig. „HVAD FOREGÅR DER OG HVEM VAR DE MÆND!“ Boblen var sprunget og jeg stod forpustet tilbage ventende på et svar. Men intet andet end stilheden og træernes hvislen imødekom mit spørgsmål. Troede drengen at jeg ville blive ved med at følge efter ham, selv om han ikke svarede mig. Det irriterede mig så grusomt. Alt ved han irriterede mig. Især hans måde at gå på. Han var ca. på højde med mig, men når han gik, blev han 10 cm. lavede fordi han var så krumbøjet.
Jeg kunne sikkert nemt løbe fra ham. Væk fra ham og alt det her. Men trælåret havde virkelig gjort sin entré i mit lår, og sært nok førte smerten mine tanker et helt andet sted hen. Den førte mig hjem. Hvis det havde været en hel almindelig dag, ville min mor have smurt Tiger balsam på mit lår. Men nu sad hun sikkert der hjemme, med ham drengen der var mig. Mor havde også altid sagt at jeg ikke måtte følge med fremmede, men hvorfor gjorde jeg det stikmodsatte nu.
Vi gik og gik. Jeg troede aldrig skoven ville ende, men pludselig var skoven bag os og vi stod foran et hus. Eller hus kunne man ikke rigtig kalde det, nærmere et skur. Det havde fire væge, tag og én dør. Men alligevel havde jeg aldrig set noget lignende. Så lille, så usselt. Hvem ville dog leve der? Ian gik hen mod døren, jeg stoppede op, og vidste ikke om jeg skulle gå med. Han kiggede tilbage, og gjorde tegn til mig. Jeg gik hen til ham. Skuret var utrolig tomt, der var en lille hullet madras, noget der godt kunne ligne et hjemmelavet bord og nogle gamle støvede billedrammer. „Bor du her?“ Igen ignorerede han mig og satte sig på madrassen. „Sæt dig ned, i stedet for at stå der og se dum ud.“ Men jeg nåede knap nok at tænke bevægelsen, før døren i samme sekund blev sparket ind og jeg faldt pladask på maven. „Det var på tide at I kom, han begyndte at gå mig på nerverne.“ Jeg vendte mig om på ryggen og i døråbningen stod de to mænd fra tidligere!

Jeg nåede ikke at opfatte meget, før den tykke havde et fast greb i mine arme, og trak mig op på benene. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg troede Ian hjalp mig, men i stedet havde han lokket mig i en fælde. „Nu hvor vi alligevel har fundet dig nr. 135, så tager vi også dig med.“ Ian kiggede forskrækket op, og man kunne se frygten i han øjne. Han sprang frem mod den tynde, og skubbede han til side, så han væltede. Men før han nåede ud af døren, havde den tykke skubbet mig omkuld, sprunget hen mod Ian, og fået fat i hans ene ben, så han faldt lige så lang han var med støvet som en mur omkring sig.
„I lovede at lade mig slippe hvis jeg hjalp jer med at fange de andre.“ Den tynde var kommet på benene og havde nu et fast greb i mig. „Planerne er ændret“ sagde den tykke og hev Ian tæt ind til sig. „Med dig er vi oppe på 11 i denne måned og bonussen vil være fordoblet.“ Ian kæmpede af alle kræfter for at komme fri, men grebet blev bare strammere...

Fotograf: Jane B Mikkelsen