Trak
store veksler på venner og familie
Jytte Foldberg traf hurtige beslutninger og fik med familie og venners hjælp
gjort sin nye klinik i Nykøbing klar på en weekend.
|
Det var de hurtige beslutningers tid inden Jytte Foldberg blev klar i sin nyåbnede klinik i Nykøbing på N.Aa. Christensensvej. Tirsdag tog hun lokalerne, det tidligere K.V. Stampe i øjensyn. Onsdag skrev hun under på papirerne. Torsdag købte hun møbler og tæpper med videre - fredag, lørdag og søndag fik hun gjort lokalerne klar så de nu fremstår nymalede, lyse og venlige: - Jeg har vist trukket store veksler på både familie og venner, siger Jytte Foldberg, der allerede nu har gang i klinikken. For mange af hendes tidligere patienter er naturligvis flyttet med selv om nogle har valgt anderledes på grund af afstanden. I første omgang skal Jytte Foldberg være alene om at behandle i klinikken i Nykøbing og hun tilbyder som tidligere akupunktur, øreakupunktur og posturologi, der er læren om kropsholdninger. Derudover har hun i foråret afsluttet diplomuddannelse i fertilitetsbehandling. Behandlingerne gælder både lette ting og mere alvorlige:
|
- Akupunktur er effektiv til alle mulige smertebehandlinger som f.eks. menstruationssmerter, rygsmerter, knæsmerter, hovedpine og migræne, men også til f.eks. slankebehandling og røgafvænning, siger Jytte Foldberg. Der er normalt stor aldersspredning hos patienterne. Nogle gange går Jytte direkte fra en 14 dage gammel baby med kolik til en ældre dame på 72. Et hold i ryggen kan normalt kureres med et besøg eller to, medens det kan være meget forskelligt hvor lang tid det tager at blive en hovedpine kvit: - Det har meget at gøre med hvor meget energi man har i kroppen. Hvis man er træt og uoplagt, skal energien i kroppen bygges op først, slutter Jytte Foldberg. |
Annonce Bladets artikelarkiv Klik her
Denne side er en del af www.SallingWeb.dk.
Mail: sallingweb@sallingweb.dk