Fredag 19. august kommer Dansk Rakkerpak på sit årlige besøg i Skive, denne gang som cirkusfolk, der i løbet af eftermiddagen vil optræde på Rådhustorvet i gadeteaterforestillingen Big Bang Company. Big Bang Company består af artistparret Nicko og Speedy, der har optrådt sammen i en menneskealder, samt af deres polske trommeslager Predovski og hans tordnende trommer. Showet har afgjort set bedre dage, men bliver fremført med stor charme, selvtillid og dødsforagt – ikke mindst i den store finale, hvor Speedy som en levende kanonkugle skal fyres ud over publikum… Big Bang Company er en vedkommende forestilling om livslangt partnerskab, venskab, kriser, kompromisser og stor kærlighed til en metier. Forestillingen, der spilles af Niels Grønne, Niels Peter Kløft og Søren Møller Pedersen, oser af støvet cirkusnostalgi og fremføres i Dansk Rakkerpaks unikke internationale komiske fysiske teatersprog, der appellerer til både børn og voksne. Forestillingen varer ca. 55 minutter. Den arrangeres af Teaterkredsen i samarbejde med Skive Kommune.
Kanonkonge i aktion på Rådhustorvet
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive