Guidet vandretur ved Geddal Enge og Hostrup Strand. Lørdag d. 26. september 2015 inviterer Naturpark Flyndersø – Sdr. Lem Vig på en guidet vandretur ved Geddal Enge og Hostrup Strand.
Vi mødes kl. 9.30 på parkeringspladsen ved Geddal Enge, Geddalvej 58, 7830 Vinderup. Efter en gåtur med udsigt over engene, Venø Bugt og Sdr. Lem Vig kører vi til Hostrup Hovedgaard, hvor vi parkerer ved forpagterboligen og går ned over engene til Hostrup Strand.
Natur og Kulturhistorie
Guider på turen er Steen Reinholdt fra Hvidbjerg og Åge Dahl fra Lem
Steen og Åge har stor viden omkring områdets oprindelse, historie, dyre- og planteliv. Den viden vil de dele ud af på turen.
De vil blandt andet komme ind på afvandingen af området – både de planer, der blev gennemført og dem der ikke gjorde samt den efterfølgende naturgenopretning, som er gennemført i Geddal Enge. Her ud over rummer området en række andre gode historier omkring blandt andet teglfremstilling, den ”fattige” hovedgård Hostrup og mange flere.
Området har et rigt dyreliv – især fugle er der ekstra mange af her om efteråret – hvor mange fugle raster ved Limfjorden på deres vej sydpå.
Alle er velkommen og det er gratis at være med. Husk praktisk tøj og fodtøj. Turen vil vare omkring 2 timer.
Naturpark Flyndersø – Sdr. Lem Vig
Projektet Naturpark Flyndersø – Sdr. Lem Vig fokuserer på sammenhængende, multifunktionel, langsigtet planlægning for området fra Skive/Karup Å over Flyndersø og Sdr. Lem Vig til Venø Bugt. I projektet arbejdes med re-kreativ infrastruktur og formidling i området. Der vil desuden blive arbejdet på at opnå status som officiel naturpark via Friluftsrådets mærkningsordning ”Danske Naturparker”. Projekt Naturpark Flyndersø-Sdr. Lem Vig gennemføres af Skive Kommune i samarbejde med lokale borgere og er støttet af Nordea-fonden.