Som supplement til de 15 digitale turistinformationer, der fornyligt er sat op på udvalgte steder på Skiveegnen, udgives en app, som skal fungere som turistens personlige lommeguide på vej rundt i ferielandet. App’en hedder VisitSkive og kan hentes både til Android og iPhone.
Information om alt fra overnatning, spisesteder, vejret, turforslag, kulturelle begivenheder til seværdigheder kan turister fremover finde i den nye app VisitSkive. I forvejen kan turisterne få hjælp og finde inspiration på fire bemandede turistinformationer; Fursund Turistinformation, Spøttrup Borg, Limfjordens Hus i Glyngøre og Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter. App’en VisitSkive og de 15 informationsskærme skal derfor fungere som supplement til de bemandede turistinformationer, så turister, der ikke kommer omkring turistinformationer, stadig tilbydes en inspirerende turistinformation.
”På steder, hvor der ikke er turistinformation i umiddelbar nærhed, er det vigtigt, at vi også kan hjælpe turisterne, siger direktør for Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, Alice Bank Danielsen.
”Det er vigtigt, at turisteren bliver mødt med en inspirerende og fyldestgørende turistinformation, uanset hvor de befinder sig. Både de digitale informationsskærme og den nye app skal være med til at byde turisterne velkommen og give dem en god start på deres ophold på Skiveegnen. Desuden har app’en jo den fordel, at den kan bruges til at planlægge ferien på forhånd, da den også kan tilgås, når der ikke er netforbindelse”, slutter direktøren.
App’en kan hentes i Google Play og App Store. App’en VisitSkive samt de 15 informationsskærme er støttet af LAG Skive, Skive Kommunes Rent Liv pulje og Skive Kommunes Landsbyudvalg.