Starter du ved færgen i Stenøre og tager turen mod Fur Bryghus ad Søndergårdevej mod vest og nyder den dejlige udsigt over Pulse Vig, når du frem til endnu en udsigt. Denne gang over Fur Sund med Nordsalling og Mors på den anden side af fjorden.
Nogle få hundrede meter videre, viser et skilt ind til ”Fru Jensen”. En skøn butik med rigtig mange sjældne fund til boligindretningen. Bente Jensen, forretningens indehaver, opkøber disse rariteter i Sverige og Frankrig, hvor der stadig kan findes gamle ting i god stand. Bentes sikre smag sætter sit umiskendelige præg på lokalernes indretning og udbud. Det hele lægger op til at gå på en spændende opdagelsestur imellem de mange fine, smukke og sjove ting. Her er altid noget, som du kan forskønne dit hjem med. Lige fra porcelæn, kurve, kasser, tæpper og lækkert nips, til møbler i fransk/nordisk landstil.
Til haven er der udendørs fristelser i krukker, zink, glaseret støbejernskar,ubehandlet træ med den rigtige patina såsom sulefade og dejtrug.
Hvis du vil sætte et personligt præg på din have og dit hjem, så er et besøg hos ”Fru Jensen” en inspirerende og uundgåelig nødvendighed.
Bente har sat sig meget grundigt ind i området, så du kan altid få kompetent hjælp i butikken.